Som de fleste sikkert er klar over, er det danske udbud af musik services integreret i Sonos yderst begrænset. Rettighedskonflikter gør det i hovedreglen urentabelt at lave aftaler med samtlige rettighedshavere i et så lille land som Danmark, hvorfor alle de store udbydere at streaming musik er begrænset til USA, og i nogle tilfælde de større europæiske lande.
Mens vi venter på at en behjertet og fremsynet mellemleder hos TDC eller en bebumset hacker i forældrenes kælder giver os adgang til TDC Play og Spotify, så må vi selv arrangere juridiske gråzoneløsninger for at streame musik fra de amerikanske musik services (mere om det i et senere indlæg).
Men nu vejres der morgenluft.
Uden de store fanfarer og armbevægelser, er det amerikanske koncert site Wolfgang’s Vault blevet integreret i Sonos – og er tilgængelig i Danmark. Som betalende bruger (små 300 kroner om året) har man streaming adgang til mere end 3500 live koncerter i 192 kbit kvalitet. Servicen er fuldt integreret i Sonos, og kan indgå i playlister på linje med al anden musik, og der kan browses og fritekstsøges i de forskellige koncerter.
Wolfgang’s Vault er stopfyldt med fantastiske koncerter, i svingende kvalitet afhængig af optagelsesomstændighederne. Der er dog noget umiskendeligt nostalgisk ved at høre Bon Scott råbe ”Here’s our new record – Highway to Hell” ved en koncert i 1979, 4 måneder før han døde og måtte erstattes som forsanger i AC/DC.
Er man ikke til rock, kan man nyde en liveudgave af Getz/Gilberto’s The Girl from Ipanema sunget med ægte cerut-stemme fra Newport Jazz Festival i 1964 – good stuff.
De første 30 dages fuldt abonnement er gratis, så det er bare med at komme i gang og se om det er noget for dig. Oprettelse af gratis prøveabonnement er meget simpel og kræver ikke kreditkort. Herefter skal du blot ind i din controller og indtaste email og password, så er du i gang.
Læg en kommentar, og lad mig høre hvad du finder af guldkorn i Wolfgangs Vault. Her spilles p.t. Billy Idol – White Wedding, optaget i Malibu i 1982.
Skriv et svar