Strømforbruget for forbrugerelektronik er et ualmindeligt hot emne i disse tider. Man kan til tider få det indtryk, at det for en gennemsnitlig forbruger er vigtigere om deres nye fladskærm bruger under 100 watt, end at den har et ordentligt billede og de rigtige features.

For Sonos er denne tendens særdeles relevant, grundet den måde Sonos har opbygget deres zoneplayers på. Ingen af de eksisterende zoneplayers har manuelle tænd-sluk kontakter, og generelt er de designet til at stå tændt 24 timer i døgnet. Der er ydermere ikke mulighed for at sætte en zoneplayer i standby, og herved sænke strømforbruget væsentligt. I stedet har Sonos sørget for at strømforbruget i en zoneplayer er tilstrækkeligt lavt til at det for langt de fleste vil være acceptabelt at have dem kørende 24/7.

Problemstillingen ligger naturligvis i at en zoneplayer er nødt til konstant at have det trådløse netværk tændt for at kunne reagere på kommandoer fra fjernbetjeningen og videresende trafik fra de andre zoner. Vi skal altså ikke regne med at der ligger en strømbesparende zoneplayer i kortene på den korte bane. En af styrkerne ved Sonos er jo netop, at systemet er klar til at spille det øjeblik man har brug for det, og ikke skal starte op hver gang.

Bemærk i øvrigt at en EU-forordning (1275/2008) pr. 7/1-2010 har gjort det ulovligt for erhvervsdrivende at indkøbe elektronikprodukter til videredistribution såfremt disse forbruger mere end 1 watt i standby-mode. Elektronikprodukter der som Sonos benytter løbende netværkskommunikation som en primær funktion er dog ikke dækket af forordningen.

For at give et overblik over hvad et gennemsnitligt Sonos musik system koster at have kørende, har jeg kastet mig over opgaven at måle strømforbruget for de enkelte Sonos enheder, og opstillet et par eksempler på hvad et tænkt komplet Sonos system koster i strøm om året.

Måling af strømforbrug for Sonos zoneplayers

Sonos enhed Effektforbrug i dvale Effektforbrug ved halv musikstyrke Årlig udgift i dvale
Zoneplayer ZP80 4,1 Watt 4,2 Watt Kr. 69
Zoneplayer ZP90 5,2 Watt 5,4 Watt Kr. 87
Zoneplayer ZP100 7,5 Watt 13,3 Watt Kr. 126
Zoneplayer ZP120 6,3 Watt 8,0 Watt Kr. 106
Zoneplayer ZPS5 8,0 watt 15,5 Watt Kr. 133
Zonebridge BR100 3,5 Watt   Kr. 59
Controller CR100 i cradle 1,5 Watt   Kr. 25
Controller CR200 i cradle 0,5 Watt   Kr. 8

 Bemærkninger:

  1. Elprisen er sat til kr. 1,91 pr. kWh (DONG 2010)
  2. Der kan være mindre udsving afhængig af afspillet musiktype
  3. Følsomhed af tilsluttede højttaler vil have betydning ved måling på ZP100 og ZP120
  4. For at give så retvisende resultater som muligt er alle målinger lavet over længere perioder (for de fleste Sonos enheder mindst 24 timer)
  5. For at give så retvisende resultater som muligt er alle målinger lavet med et SparOmeter. Et SparOmeter er en relativt billig (kr. 500-800) strømmåler, anbefalet af Elsparefonden, og testet med gode resultater op mod en power analyser til professionel brug.
  6. For de to controllers CR100 og CR200 er der tale om gennemsnitligt strømforbrug i deres cradle, når de er opladet. Mens de oplader bruges typisk et par Watt mere.
  7. De to passive zoneplayers er stort set upåvirkede af hvilken volumen de spiller ved
  8. Måling af strømforbrug ved halv musikstyrke er i alle tilfælde målt med volumenkontrollen præcist i midterpositionen.

I løbet af de næste par dage vil jeg se på et par konkrete eksempler, og beregne hvor meget et komplet Sonos system koster i drift.

Har du allerede udregnet hvor meget du selv betaler for driften af dit Sonos system, så lad mig høre om det i kommentarerne.